Hovvej 11 • 7860 Spøttrup • 28195542 • info@opholdsstedet-udsigten.dk

Lampefeber op til teaterfestival


Hvert år opfører eleverne på Dagskolen på Bustrup og opholdssteder et teaterstykke – og hvert år arbejder instruktør, skuespillere og resten af holdet hårdt for at få det hele til at klappe. I år gælder det dramaet “Det Gode Menneske fra Sezuan”, af den legendariske Bertolt Brecht.
De fleste af eleverne har aldrig spillet teater før, og det er karakteristisk for dem, at de først rigtigt går i gang med forberedelserne, når det brænder på lige op til premieren. Det kan godt give en travl instruktør sommerfugle i maven.

– Dagsplanen afhænger af, hvem der dukker op til prøverne. Vi aftaler tidspunkter, men de holder sjældent, når det kommer til stykket. Det tager tid at samles, men i sidste ende lykkes vi altid med at nå i mål, siger Andrea Larsen, som underviser i kunst og drama på Dagskolen på Bustrup.Stykket får premiere på teaterfestivalen i Juelsminde først i juni måned, hvor en lang række skoler og opholdssteder hver især bidrager med sit drama.
– Det bedste resultat er, at alle til sidst er med og hjælper hinanden. Publikum klapper. Vi har gennemført fra scratch til færdigt produkt, vi lykkedes med det – og vi gjorde det sammen.

At opleve verden
Drama er på programmet fra marts til juni måned, hvor eleverne på Dagskolen på Bustrup og opholdssteder prøver i at opføre årets udvalgte teaterstykke. I årets øvrige måneder træner eleverne blandt andet sport, udøver kunst eller forbereder sig til den store tre-ugers rejse til udlandet i februar måned. Umiddelbart efter februarrejsen begynder så forberedelserne til årets teaterstykke, som både elever, lærere og pædagoger arbejder sammen om at få sat op. Hvilket også omfatter at male kulisser, sy kostumer, fremstille rekvisitter, lægge makeup, sætte frisurer, lys og lyd.
– Kunst og drama er en fantastisk metode til at opleve og lære om verden. Det kan forløse elevernes potentiale på en helt anden måde end den traditionelle klasseundervisning i eksakte fag. I Folkeskolen er det generelt kun et linjefag, men det burde være et fag på linje med andre fag som matematik og engelsk, foreslår Andrea Larsen.

Træn, træn og prøv igen
Månederne med forberedelse af teaterstykket er en hektisk periode, som oven i købet ligger samtidig med, at eleverne er oppe til eksamen.
– Drama er både motorisk, følelsesmæssig og empatisk træning – og så er det sjovt. Som instruktør begynder jeg med at forklare, hvad teater i det hele taget er. Egentlig ville jeg gerne have mere tid, så vi også kunne øve kropssprog, mimik og træne stemmen ved at recitere digte, siger Andrea Larsen.
Eleverne øver to timer hver eftermiddag og tirsdage hele dagen.
– Det er godt for dem at være i gang hele tiden, og jeg opfordrer dem til at tage rollehæftet med og læse teksten for sig selv, træne kropssprog, se sig i spejlet og øve replikkerne.
Kunst og drama kan også være en indgang for en elev til at opdage sit eget talent og potentiale.
– Eksempelvis har en af eleverne gået til audition på flere teaterskoler. Hun har boet på opholdsstedet i flere år og har spillet med i hvert eneste stykke, der er blevet opført, mens hun har været her.

Lærer rollen ved at lytte
En anden elev, med sociale vanskeligheder, kan kun holde ud at gå i dagskolen i en klasse for sig selv. Men på scenen er han i stand til at indgå i samspil med alle de andre i stykket og evner at udtrykke sig i sin rolle.
– I skuespillet slipper han fokus på sig selv og kan gå ind og udtrykke følelser i rollen som en anden personlighed. Han er ordblind og kan ikke læse teksten selv, men har fået den læst op af en anden. Han har memoreret teksten og på scenen kan han hele rollen udenad. Nogle vil måske sige, at han ikke kan være skuespiller, når han ikke kan læse. Men det kan han altså godt, understreger Andrea Larsen.

Talentet bryder frem
Nogle elever stikker af fra dagskolens klasseværelser og har pænt vanskeligt ved de teoretiske fag, men på scenen viser de samme elever sig at have både potentiale og talent.
– På scenen kan jeg presse dem til at udføre rollen igen og igen – helt modsat i klasseværelset – og nu i en gruppe, hvor det ikke kun drejer sig om den enkeltes ego, men hvor det er én stor levende organisme, som skal spille sammen, siger Andrea Larsen.
Processen kan være hård, indrømmer hun, men det er nødvendigt for at få samspillet mellem skuespillerne til at fungere.
– Jeg opfordrer dem til at finde ind i sig selv til de følelser, som rollen kræver, og de gør det. De kan blive sure på hinanden og alle følelser sat i kog, men på scenen er alle nødt til at stole på og hjælpe hinanden – og de gør det. Hver gang!

(Andrea Larsens faglige baggrund: Fem års studier i pædagogisk socialarbejde på universitet i Tjekkiet. Eksamen fra Det Nødvendige Seminarium med praktik på Dagskolen Bustrup Hovedgård og en bachelor i drama.)

Sidste blog artikler


Samtaleskema giver retning og evidens

Samtaleskema giver retning og evidens

Vores samtaleskema hjælper de unge til at reflektere over deres tilværelse og deres tilgang til den. Smtaleskemaerne er også et værktøj til at evidensbasere de terapeutiske forløb på stedet. Det hjælper os lærere i vores stræben efter at finjustere vores pædagogiske praksis.

Meningsgivende skolegang

Meningsgivende skolegang

Socialrådgiver Stine Kamuk om en meningsfyldt skolegang: “Erfaringen er, at de unge først og fremmest skal opnå en relation eller tilknytning til lærerne, for at den reelle indlæring kan ske. Eleverne skal mødes med anerkendelse, ros og glæde. Det behøver ikke være en kamp at gå i skole.”

Fairstart instruktørkursus

Fairstart instruktørkursus

I løbet af foråret 2018 har to af lærererne taget en instruktøruddannelse hos Fairstart Foundation, under aut.cand.psych Niels Peter Rygaards kyndige ledelse. Instruktøruddannelsen er en fælles dialogbaseret læringsproces, som har det formål, at styrke en personalegruppes fælles sociale og professionelle grundlag.

VM i Middelalderkampsport på Spøttrup Borg

Vi havde travlt i Kristi Himmelfartsferien på Café Borgen, som Bustrup forpagter og driver som socialøkonomisk virksomhed.  Spøttrup Borg dannede nemlig rammen om et stort stævne: VM i Middelalderkampsport.

Enhver provokation er en invitation

At møde elever som har traumatiske oplevelser i bagagen kan være en udfordring. Vi ved at det der skal til, er åbenhed, tillid og nysgerrighed – og det øver vi os meget på. “Enhver provokation er en invitation” har en klog mand sagt.

Snart eksamen – vi holder sammen

Hos os er det afgørende, at opretholde et godt sammenhold omkring eksamen. At tage 9. klasse er stort for de fleste af de unge, og vi tager opgaven seriøst. Mange mennesker trækker på samme hammel for at få det hele til at lykkes.

Ses vi på Folkemødet på Bornholm?

Opholdsstededer Anders Svensson tager til FOLKEMØDET på Bornholm i juni, i samarbejde med LOS – De Private Sociale Tilbud, for at sprede det gode budskab. Bustrup-stederne har mange resultater og erfaringer at dele.

At holde rusmidlerne fra døren

Vi glæder os over, at vi lange perioder ikke har hash eller andre stoffer på vores steder. Men en gang i mellem oplever vi at det sker. Vi smider ikke nogen ud men samtidig vil vi stofferne til livs. Hvad gør vi så?

En Journalist Flytter Ind

Journalist Kirsten Maria Magelund flyttede ind på Bustrup i en måned. Det blev til en indsigtsfuld artikelserie om livet på Bustrup. Interviews med unge og medarbejdere dannede basis for artiklerne.

CVR: 29233217 • Opholdsstedet Udsigten • Hovvej 11 • 7860 Spøttrup • 28195542 • info@opholdsstedet-udsigten.dk

CVR: 29233217 • Opholdsstedet Udsigten • Hovvej 11 • 7860 Spøttrup • 28195542 • info@opholdsstedet-udsigten.dk